Sådan vælger du det rigtige spisebord
Share
Sådan vælger du det rigtige spisebord
Et spisebord er for mange mere end bare et bord. Det er her, hverdagen i familien udspiller sig og minderne fra mærkedage og højtider bliver grundlagt. Her man drikker morgenkaffe, spiser aftensmad, måske arbejder man her også, hjælper med lektier, samler venner og holder fødselsdage. Derfor betyder valget af spisebord ofte mere, end man først lige tror.
Et spisebord skal ikke bare passe til rummet. Det skal også passe til hverdagen. Vi oplever at disse 3 spørgsmål ofte skal afklares inden du køber et nyt spisebord:
- Hvor mange skal sidde godt ved bordet til daglig – ikke kun til fest og højtider?
- Skal bordet fylde lidt til hverdag, men kunne udvides med tillægsplader?
- Vil du have et let og elegant udtryk – eller et mere gedigent og markant bord?
Start med hverdagen – ikke kun med målene
Det rigtige spisebord er sjældent bare det, der ser flottest ud på et billede. Det er det bord, der passer til den måde, I lever på. Hvor mange sidder ved bordet til hverdag? Hvor tit har du gæster? Skal bordet også bruges til arbejde, et sted man kan være kreativ eller lektier? Og vil du helst have et bord, der står let og elegant i rummet – eller et bord med mere tyngde og ro?
Mange vælger et bord ud fra, hvor mange man maksimalt kan presse rundt om det. Men i praksis giver det ofte mere mening at vælge et bord ud fra, hvor mange man gerne vil sidde godt ved til hverdag – og så tænke fleksibilitet ind, hvis man ofte har gæster.
“Det bedste spisebord er sjældent det største. Det er det bord, du har lyst til at leve med hver dag og som du bliver glad for at se på og røre ved.”
Hvor mange kan sidde ved et spisebord?
En god tommelfingerregel er at regne med mindst 60 cm pr. person langs bordkanten. I praksis er det dog altid en kombination af bordets form, stolenes bredde og hvor luftigt man gerne vil sidde. Stole med armlæn tager lidt mere plads, mens et bord uden sarg giver bedre benplads og gør det lettere at få stolene helt ind under bordet.
Det er også derfor, to borde med næsten samme mål godt kan opleves meget forskelligt i brug. Vi har borde i forskellige størrelser, som alle kan forlænges med tillægsplader. Vores cirkelformede borde Full Circle findes med en diamenter på hhv. 98, 108 og 118 cm.
Full Circle Ø98 (Ø100) cm
- Uden tillægsplader: 4 personer
- Tæt løsning: 5 personer med slanke stole uden armlæn
- Med 1 tillægsplade: typisk 6 personer
- Med 2 tillægsplader: typisk 6–8 personer
Full Circle Ø108 (Ø110) cm
- Uden tillægsplader: 4 personer meget komfortabelt
- I praksis: 5 personer fungerer ofte fint
- Med 1 tillægsplade: typisk 6 personer
- Med 2 tillægsplader: typisk 6–8 personer
Full Circle Ø118 (Ø120) cm
- Uden tillægsplader: 5 personer sidder godt, og 6 kan ofte lade sig gøre
- Med 1 tillægsplade: typisk 6–7 personer
- Med 2 tillægsplader: typisk op til 8 personer
Full Circle er et godt eksempel på et bord, der føles roligt og pladsbesparende i hverdagen, men som kan forlænges, når du får gæster. Den runde form gør bordet socialt og blødt i rummet, og den lange affasning får bordpladen til at virke let.

Den lange affasning er med til at give bordpladen et lettere og mere elegant udtryk.
Hvor mange kan sidde ved Come Together?
Come Together måler 160 x 105 cm og har en ellipseformet bordplade, som gør, at bordet både føles blødt og rummeligt. Det er et bord, der i sig selv har mere længde i hverdagen end et rundt bord, men stadig undgår det mere hårde udtryk, som nogle oplever ved et klassisk rektangulært bord.- Uden tillægsplader: 6 personer sidder godt
- Med 1 tillægsplade: typisk 8 personer
- Med 2 tillægsplader: typisk op til 10 personer
Hvor mange kan sidde ved Harmony?
Harmony fås i 88 x 148 cm, 98 x 148 cm og 108 x 148 cm og kan også udvides med tillægsplader. Det gør bordet oplagt, hvis du gerne vil have en blød og aflang form, men samtidig kunne justere bordet til forskellige behov.
- Harmony 88 x 148 uden plader: 4–6 personer
- Harmony 98 x 148 uden plader: 4–6 personer med lidt mere luft
- Harmony 108 x 148 uden plader: 6 personer sidder ofte godt
- Med 1 tillægsplade: typisk 6–8 personer
- Med 2 tillægsplader: typisk 8–10 personer

Harmony med udtræk (kan forlænges med op til 2 udtræksplader)
Hvorfor giver et bord med tillægsplader så god mening?
Et spisebord med udtræk er ofte den bedste løsning, hvis du gerne vil have et bord, der passer til hverdagen, men stadig kunne samle flere mennesker omkring sig, når der er gæster. Det er også derfor, runde og ovale spiseborde med tillægsplader er blevet så populære.
Til hverdag får du et bord, der virker roligt og afbalanceret i rummet. Når du lægger plader i, får du ekstra pladser uden at skulle leve med et meget stort bord hver eneste dag. Som tommelfingerregel giver én tillægsplade ofte plads til cirka to ekstra personer.
Rundt, ovalt eller rektangulært spisebord?
Formen betyder mere, end mange tror. Ikke kun for hvor mange der kan sidde ved bordet, men også for hvordan bordet opleves i rummet. De vigtigste spørgsmål som vi plejer at spørge vores kunder om vedrører: størrelse, form, plads om bordet, daglig brug, har du stole med armlæn og har du brug for fleksibiliteten, som et udtræk og tillægsplader giver.
Rundt spisebord
Virker ofte mere socialt og blødt. God løsning i køkken-alrum og mindre spisezoner.
Ovalt spisebord
En fin mellemvej. Du får noget af den samme blødhed som ved et rundt bord, men mere længde.
Rektangulært spisebord
Godt i aflange rum og stærkt, hvis bordet også bruges meget til arbejde eller andre aktiviteter.
Hvor meget plads skal der være omkring spisebordet?
Et bord kan godt fysisk være i et rum, uden at det føles rigtigt, når man først lever med det. Derfor er det en god idé at tænke luft omkring bordet med fra begyndelsen. Det gør det lettere at trække stolen ud, sætte sig rart og bevæge sig rundt uden at spisepladsen føles klemt.
- Har du gennemgang bag stolene, så tænk mere generøst
- Har du stole med armlæn, så regn med lidt ekstra bredde
- Har du køkken, skuffer eller skabe tæt på, så husk den daglige bevægelse i rummet
Materialevalg: Hvad betyder materialet for spisebordet?
Når man vælger spisebord, handler det ikke kun om form og størrelse. Materialet betyder mindst lige så meget.
Massivt træ
Et spisebord i massivt træ opleves ofte varmt, levende og naturligt. Overfladen har dybde, årer og små variationer, som gør, at bordet føles som et rigtigt møbel frem for en helt ensartet flade. Det er også et materiale, hvor snedkerdetaljer virkelig kan få lov at træde frem, f.eks. affasninger, samlinger, afrundinger og en gennemtænkt kantprofil.
Fordelen ved massivt træ er blandt andet, at det kan vedligeholdes, repareres og i mange tilfælde slibes op igen, hvis det får ridser, mærker eller almindeligt slid.
Fineret træ
Et fineret spisebord består typisk af en kerne, som er beklædt med et tyndt lag ægte træ på overfladen. Det betyder, at man stadig får følelsen af træ i det visuelle udtryk, men ofte med en mere ensartet og rolig overflade end ved massivt træ. Ulempen er, at finer normalt er mindre tolerant over for dybe ridser og hårdt slid, fordi overfladelaget er tyndere.
Linoleum
Linoleum bruges ofte som overflade på spiseborde, typisk lagt oven på en træ- eller pladekonstruktion. Det giver et mere mat, blødt og dæmpet udtryk end både massiv træoverflade, sten og lakerede flader. Linoleum føles ofte behageligt og varmt at røre ved, og det kan give bordet en mere stille og raffineret karakter i rummet. Ulempen er, at det ikke er lige så hårdført over for skarpe genstande, slag og meget hårdt slid.
Sten
Et spisebord med stenoverflade, fx marmor eller granit, giver ofte et mere eksklusivt, køligt og markant udtryk. Sten har tyngde både visuelt og fysisk, og det kan gøre, at bordet står meget solidt i rummet.
Fordelen ved sten er, at det ofte er meget robust over for varme og daglig brug, afhængigt af stenarten. Overfladen virker typisk elegant, arkitektonisk og mere permanent. Ulempen er især vægten og at det kan føles koldt.
Plastik og kompositmaterialer (fx lamminat)
Plastik og forskellige kompositmaterialer kan bruges til spiseborde, især hvor man ønsker lav vægt, høj ensartethed eller et mere uformelt og praktisk udtryk. De kan være meget modstandsdygtige over for fugt og nemme at rengøre, og de gør det ofte lettere at flytte bordet rundt.
Fordelen er altså ofte funktionalitet, lav vægt og et mere ukompliceret hverdagsbrug. Ulempen er, at materialet sjældent har den samme dybde, varme eller stoflighed som træ, sten eller linoleum.
Ensartethed eller spil i materialet?
Nogle foretrækker et spisebord, hvor overfladen er rolig og ensartet. Andre vil gerne kunne se åretegninger, nuanceforskelle og små variationer. Det handler om smag og samspillet med resten af rummet.
Hvilken farve spisebord skal man vælge?
Farven på spisebordet betyder meget for den samlede stemning i rummet. Et spisebord fylder visuelt en del, og derfor kommer det til at spille sammen med både gulv, vægge, stole, køkkenlåger og lyset i rummet.
Det bedste råd er sjældent at forsøge at matche gulvet helt præcist. Det bliver ofte flottere, når trætonerne harmonerer, end når de prøver at være helt ens.
- et let og roligt udtryk
- et bord, der smelter blødt ind i rummet
- en lys og luftig stemning
- mere dybde og kontrast
- et mere møbelagtigt udtryk
- mere varme og tyngde
Vores råd til et nyt spisebord, hvis du er i tvivl
- Hvor mange sidder vi ved bordet til hverdag?
- Har vi ofte gæster?
- Vil vi helst have et let og elegant udtryk eller et mere gedigent udtryk?
- Har vi stole med armlæn eller har vi høje personer, som ofte sidder med ved bordet?
- Skal bordet kunne udvides med tillægsplader?
- Skal bordet passe tæt sammen med gulv og køkken – eller må det gerne have sin egen karakter?
Ofte bliver valget lettere, når du tager udgangspunkt i din hverdag derefter i dit rum.
Udforsk hele kollektionen og sammenlign former, størrelser og muligheder for tillægsplader.
Se alle spiseborde